23-årige Liv Richelsen Juhl har i mange år på forskellige måder været aktiv i frivillige ungemiljøer. Samtidig er hun næsten færdig med sin bachelor i antropologi. Laura mødes med Liv for at tale om, hvordan frivillighed ikke blot bliver til første trin på en karrierestige, men kan følge en gennem hele livet.

Da Liv og jeg mødtes første gang for at tale om vinklen på denne artikel, var det egentlig noget helt andet, vi havde i tankerne. Men vi har knap fået lavet kaffen og sat os ned, før samtalen sporer sig ind på det, vi lige har opdaget, at vi har til fælles. Vi studerer begge antropologi, Liv på 6. semester og mig, der stadig er ved at vænne mig til identiteten som studerende, på 2. semester.

Næste gang vi mødes, er det netop ude på antropologis hjemsted Moesgaard Campus – en halv time uden for Aarhus med bus. Det er til tider en frustrerende lang tur, indtil bussen runder det sidste hjørne, og man ser solen mellem træerne ude i Moesgård Skov eller stranden, hvor man kan tage ned og bade efter forelæsning.

Det er mandag formiddag, starten på det nye semester, og Liv skal videre til sit tilvalg i filosofi, mens jeg skal have min første forelæsning i Studium Generale. Men først skal vi tale om, hvordan Liv opfatter betydningen af sit valg af uddannelse. 

Da jeg har tændt optageren i det grupperum, hvori vi sidder, starter jeg med at spørge ind til Livs vej ind i foreningen UngKult. Hun fortæller, at hun var en del af husrådet i Ungdomskulturhuset Mejeriet i Sønderborg, hvor hun er fra. I foråret 2022 blev de kontaktet af Jakob Lundbye fra Ung Kult.

Kort efter flyttede Liv til Århus for at studere, og selvom hun stadig havde en del tråde til Mejeriet, blev det mindre og mindre:

“Jeg har været lidt i en limbo-position det seneste halvandet år, hvor jeg er kommet med til arrangementer, men ikke rigtig været en del af det. For nylig flyttede jeg så ind i UKH (Ungdomskulturhuset) her i Århus og er repræsentant for dem og blev inviteret af Jakob til at sidde i planlægningsgruppen for Ung Kult Topmødet 2025.”

Inden vi gik i gang med interviewet, jokede Liv med, at hun var ret god til at blive interviewet. Fordi hun selv havde siddet med så mange projekter og interviewet så mange til studiet, var hun efterhånden ret bevidst om, hvordan man gav et svar, der var rart at transskribere.

Jeg smiler lidt over hendes formfuldendte måde at svare på, inden jeg spørger ind til forskellen på de to ungemiljøer i Sønderborg og i Århus.

Ifølge Liv, prøver begge ungdomskulturhuse at skabe noget, som unge ikke kan finde andre steder i byen og nogle billigere alternativer til at ses med hinanden, i stedet for at gå ned og tage en dyr kop kaffe på en café. 

“Det, der adskiller sig, er jo så, at UKH her i Aarhus er meget større. De har jo også systudie, musikstudie og keramikstudie. Det har vi sgu ikke i samme skala i Sønderborg. Der har vi mere sådan nogle generelle krearum med nogle garnnøgler og noget glimmerlim,” siger Liv.

Men selvom husene minder meget om hinanden, forsøger Liv at beskrive, hvordan hendes egen tilgang har ændret sig i skiftet mellem Sønderborg og Århus. For da hun begyndte at komme i UKH, var hun næsten to et halvt år undervejs med en uddannelse i antropologi.  

“Jeg havde en masse viden omkring brugergrupper, og hvad der giver mening for unge, og hvordan man kan sammensætte et hus, som kan rumme helt vildt mange forskellige typer. Og det havde jeg ikke, dengang jeg boede i Sønderborg,” tilføjer hun. 

Hun havde ingen baggrund i noget organisatorisk eller eventafholdelse, så hun beskriver sin tilgang i Sønderborg som ad hoc i kontrast til nu, hvor uddannelsen har givet hende nogle væsentlige redskaber.

Samtidig er det også vigtigt for Liv at understrege, at frivillige på ingen måde behøver at tage en uddannelse, og at det ikke skal være en forudsætning for arbejdet. 

For selvom uddannelsen er en hjælp for hendes arbejdsopgaver hos Ung Kult, er det også enormt vigtigt at have steder, hvor man kan komme hen som frivillig, som ikke kræver erfaring, men hvor man kan få erfaring.

Liv lyser selv op ved udsigten til at skulle tale om den balance.

”Der er så mange dygtige frivillige, de her typiske ildsjæle, der virkelig bare vil det. Det ser jeg for eksempel hos dem der er frivillige i keramik hos os, de er jo ikke nødvendigvis uddannede keramikere, men de er så dygtige til deres håndværk. Det er så vigtigt at have frivillige med andre evner, og det er praktisk med en blanding af uddannet og frivillig, fordi så bringer man forskellige ting til bordet.”

Samtidig tydeliggør Liv også, at der ikke behøver være en modsætning mellem uddannet og frivillig: “Man kan jo sagtens både være uddannet, men også være frivillig ved siden af. Frivilligperspektivet giver en meget større frihed, end det gør at være ansat et sted. Det er både på godt og ondt. Selvfølgelig skal man have en indtægt, men det er sgu også vigtigt at have noget frihed. Og jeg ville ønske, vi var bedre til at bevare frivilligheden gennem hele livet.”

For at forklare, hvorfor dette kan være svært, skitserer Liv to idealiserede typer: “Der er den frivillige og den uddannede. Og den frivillige, er sådan en type, der er teenager eller i start-tyverne, som ikke har en uddannelse, men bare laver ting, fordi det er fedt.”

Jeg griner en lille smule, over selv at være 21 år, og være frivillig kulturredaktør uden officielt at vide noget som helst om journalistisk formidling.

”Den uddannede er den voksne med det kedelige ansvar, der sidder ved skrivebordet og har familie derhjemme. Det er meget sundere, hvis man begynder at blande de roller, så der både er frivillige og ansatte samme sted. Vi skal også snakke om, at begge personer, altså begge roller, godt kan eksistere i én person.”

Liv slår mig netop som en person, der balancerer mellem enormt mange roller. Hun er også ansat ude på afdelingen for antropologi, og det var hende, der lige rensede kaffemaskinen, inden vi satte os. 

Det lyder til, at hendes største bekymring over at skulle arrangere Topmødet 2025 for Ung Kult er, at hun nok ikke kan nå med til den tibetanske nytårsfejring, som en bestemt underviser plejer at holde i forbindelse med et fag om Himalaya, hun deltager i for tredje år i træk, fordi det er den samme fredag. 

Alt sammen en travlhed, som hun stolt fortæller om. Af den grund kan det måske netop være svært at se, hvordan hun dog nogensinde skulle reducere sine mange roller.

Liv tøver i et øjebliks eftertænksomhed, da jeg spørger ind til, hvordan hun vil sikre sin egen ”frivillige fremtid”: 

”Det er et virkelig svært spørgsmål. For jeg kan godt mærke, at jeg begynder at se mere frem imod, at jeg skal have en økonomi og fremtid til at hænge sammen. Og jeg vil gerne finde et drømmejob. Men jeg vil også gerne bare altid kunne afholde en fucking brætspilsaften. Jeg tror, at det sociale på en arbejdsplads godt kan blive lidt tørt. Man sidder på hvert sit kontor og så mødes man ved kaffemaskinen,” siger hun. 

Liv trækker vejret, inden hun fortsætter, mens jeg tænker over, at det er ikke mere end en halv time siden, at vi netop stod ved kaffemaskinen og smalltalkede med en af de ansatte på afdelingen.

”Det kan være rigtig svært for kollegaer at bryde grænsen mellem at være sociale på arbejdet og uden for arbejdet. Det er nemmere med frivillighed, fordi der er en flydende grænse i forvejen. Man får ikke løn for at være der et bestemt antal timer. Så er man til et møde og så går man ud og drikker øl bagefter, for lige at kunne tale om noget andet end vedtægter.”

Liv kigger ud på den gang med kontorer, som grupperummets glasvægge vender ud imod. Hun fortæller, at hun også er bevidst om, at det unge voksenliv er en periode, hvor frivillighed er forholdsvis nemt. Modsat hele forældreperioden, hvor man er ude på arbejdsmarkedet og stifter familie og frivillighed er svært. Indtil man går på pension. 

“Jeg bliver så glad, når jeg igen ser nogle fra Ældresagen, der skal ud at bowle hver mandag eller noget. Men jeg håber da for mig selv, at jeg ikke lægger frivillighed på hylden de næste 40-50 år indtil jeg går på pension.”

Hun tøver et øjeblik, mens jeg sidder og tænker på, hvor lang tid 50 år reelt er.

”Vi kan ikke måle i kroner og ører, hvad frivillighed og kulturbranchen giver til os. Der er helt vildt mange, der prøver på at gøre det, men hver gang, man gør det op det i kroner og ører, ligner det jo bare en underskudsforretning,” siger hun og fortsætter: 

”Men alle, som er frivillige eller bruger frivillighed, vil sige, at det er fandme ikke en underskudsforretning. Det giver os så meget andet til livet. For folk skal bare have det godt for at kunne tjene de penge.” 

Ifølge hende er det også en generel snak ude på antropologi, at der bliver skabt en usund kultur omkring frivillige og kulturskabere: En anerkendelse af det gode og vigtige i arbejdet, men en forventning om, at det skal gøres gratis

Jeg slutter interviewet med at spørge Liv om, hvad hendes drøm for frivillighed i fremtiden er. Og hendes svar kan kort og godt koges ned til:

”Vi skal sætte mere pris på frivilligt arbejde”.

Jeg takker hende for alle ordene, inden vi rejser os og tager ud i livet til hver vores forelæsning. Og jeg kan ikke lade vær med at håbe, at vores veje vil mødes igen, måske når vi begge to er i 40’erne, men alligevel finder tid og rum til frivilligheden.